Egon Olsen-tyveri fra sygehus: Stjal dyr scanner og byttede med ældre model

Adam Haff og Susanne Niskanen 

Tyv har byttet ny scanner ud med en ældre model på ortopædkirurgisk ambulatorium. Sygehuset opdagede først tyveriet flere måneder senere

SILKEBORG Politiet har modtaget en noget usædvanlig anmeldelse.

Regionshospitalet i Silkeborg har nemlig anmeldt tyveri af en ultralydsscanner til en værdi af 250.000 kroner.

Tyveriet er sket på ortopædkirurgisk ambulatorium en gang i løbet af juli måned, og tyven har ved den lejlighed stillet en ældre scanner på stedet, som lægerne siden har brugt i forbindelse med scanning af knogler, led og knæ indtil en læge blev opmærksom på, at noget var galt.

Ledende overlæge Peter Toft beklager sagen, som han finder »meget ubehagelig«.

- Det må siges at være et usædvanligt frækt tyveri, som kræver en vis indsigt i, hvordan afdelingen arbejder, og hvor tingene står placeret, som Peter Toft forklarer.

Umiddelbart forstår han ikke, hvordan tyveriet har kunnet lade sig gøre, ligesom det er svært at forstå formålet.

- En brugt scanner har ikke den store markedsværdi, så der er næppe tale om, at scanneren skulle sælges videre. Men det må politiet nu efterforske, siger Peter Toft.