Kunstner giver gave til Silkeborg Kommune

Tonny Hørning, der er født og opvokset i Silkeborg, giver kommunen to serier af blyantstegninger. Det er allerede planlagt, hvor tegningerne skal pynte

SILKEBORG Adskillige blyantstegninger kommer snart til at inspirere skolebørn.

Tonny Hørning, der er født og vokset op i Silkeborg, har nemlig overrakt to serier af blyantstegninger til Silkeborg Kommune, og planen er, at de skal hænges op på den kommende Dybkærskole.

De to serier består af 30 og 60 blyantstegninger. Serien på 30 tegninger har titlen »Brev til Nordskoven og Gudenådalen«. Serien på 60 tegninger hedder »Tegninger fra Nordskoven i Silkeborg«.

Overrækkelse
Tonny Hørning overrakte gaven 1. oktober på Silkeborg Rådhus til en reception. Viceborgmester Søren Kristensen modtog gaven på vegne af Silkeborg Kommune. Også Bibi Holm, skoleleder på Dybkærskolen, skolechef Huno Jensen, direktør for Skoleafdelingen Hanne Ahrens og områdeleder i Skoleafdelingen Charlotte Langballe deltog ved overrækkelsen.

Søren Kristensen og Bibi Holm takkede på vegne af Silkeborg Kommune i deres taler, og Bibi Holm sagde blandt andet, at børnene vil få stor gavn af dem som inspirationskilde og som nogle, der vækker tanker og leger med fantasien.

Silkeborg-kunstner
Tonny Hørning blev født i 1941. Han er billed- og installationskunstner med interesse for rum skabt til refleksion og fordybelse i begreber som tid, orden, kaos, og natur. Han kom i lære som skiltemaler i Silkeborg, men flyttede efterfølgende til København. I dag bor han i Brønshøj.

Tonny Hørning har tidligere udstillet på Silkeborg Bad, og han har dyrket sin tilknytning til Silkeborg med værker inspireret fra Nordskoven.

I 2011 blev et kunstværk af Tonny Hørning - en bronzestol til minde om forfatteren Albert Dam - opstillet på Århusbakken.