Løjer i præstegården

Perronteatret har repremiere på farcen »Gud hvor de løber«

TEATER Perronteatret i Lysbro åbner næste torsdag den nye teatersæson med en repremiere på forestillingen »Gud hvor de løber«.

Det er en klassisk forvekslingsfarce, som foregår i England under Anden Verdenskrig og udspiller sig i en hyggelig præstegård i en lille landsby.

Præstefruen Penelope er tidligere skuespillerinde og har et anstrengt forhold til byens sippede dame miss Skillon. En sen aften dukker en af Penelopes gamle skuespilvenner Clive op.

Han er ved militæret og udstationeret i en lejr tæt fra præstegården. Samtidig undslipper en bevæbnet fange fra lejren og snart går løjerne med fuld fart ind og ud af præstegården.

Med i forestillingen er Niels Johansen, Birgit Søbye, Jørgen Sonne, Julie Madsen, Sune Sloth, John S. Andersen, Ulla Frankø og Brian Lavrsen.