Fire tilskadekomne i trafikuheld

Jesper Rosenquist 

Tirsdag klokken 13.45 blev Midtjysk Brand & Redning og politiet kaldt ud til ulykke ved krydset Oslovej og Østre Ringvej

SILKEBORG To personbiler kørte tirsdag over middag sammen i krydset ved Oslovej og Østre Ringvej. Vagthavende ved Midt. og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, oplyser, at fire personer er kommet til skade i uheldet.

- Der er dog ingen svært tilskadekommende, fortæller Carsten Henriksen.

Indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, Anders Simonsen, fortæller, at der sad tre personer i den ene bil og en person i den anden.

- Den ene bil kom kørende fra vest på Østre Ringvej og skulle svinge til venstre over på Oslovej, mens den anden bilist kom kørende fra øst på Østre Ringvej.

- Uheldet skete da bilisten fra vest ville svinge til venstre på et tidspunkt, hvor vedkommende troede, at der var blevet rødt for de bilister, der kom kørende fra øst, fortæller Anders Simonsen.

Alle fire personer blev hentet med ambulance.

- Den ene af personerne måtte vi for en sikkerheds skyld klippe fri fra bilen. De tre andre personer var selv kommet ud af bilerne, siger Anders Simonsen.