Forfatter besøger Voel

VOEL Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, der lige nu er aktuel med sin nye bog »Smaragdsliberen«, kommer mandag den 22. oktober til Voel for at fortælle om romanen.

Det foregår i Voel Forsamlingshus, og forfatterbesøget er arrangeret i et samarbejde mellem Silkeborg Bibliotekerne, Voel Menighedsråd, Plan A og Voel Forsamlingshus med støtte fra Statens Kunstfond.

»Smaragdsliberen« handler om et eventuelt liv efter døden - og om venskaber, kærlighed, tilgivelse, terror og om det at skabe smukke ædelsten.

Anne-Cathrine Riebnitzsky debuterede som forfatter i 2010 med biografien »Kvindernes krig« og har modtaget adskillige priser og nomineringer for sit forfatterskab.

Hun belyser i sit forfatterskab ofte sine mange oplevelser i forbindelse med sine udsendelser som soldat og som rådgiver for Udenrigsministeriet. Hun kommer omkring kontroversielle emner som, hvad der kan få et menneske til at sprænge sig selv i luften, voldtægt af drenge i Afghanistan og om hvorvidt kvinderne har en chance i Afghanistan.