Kent Madsen.

Silkeborg IF med i eSuperliga

SIF er med i Dreamhack og Superligaens initiativ om at lave Danmarks første eSuperliga, der skydes i gang allerede i efteråret

SILKEBORG I begyndelsen af november kridter streamingtjenesten Dplay og Canal 9 banen op til den nye eSuperliga, hvor Superliga-klubberne sammen med de tre nedrykkere stiller med deres eget professionelle Fifa-hold i det populære computerspil.

Alle kæmper om sejren, og den største præmiepulje nogensinde i en dansk FIFA-turnering.

- Vi har længe gået og overvejet, hvordan vi kunne angribe esports-markedet. Vi kan jo se, at det tiltrækker enorm interesse blandt unge over hele verden. Nu er vi blevet inviteret med i eSuperligaen, og det ser vi som en rigtig god mulighed. Det er godt tænkt og et fint setup. At det er Fifa, der skal spilles, lugter jo også af fodbold. Den lå sådan set lige til højrebenet, siger Silkeborg IF’s administrerende direktør, Kent Madsen.

Ligastart i november
Fra 5. november og 7 uger frem kæmpes der for første gang nogensinde om sejren i Danmarks nye eSuperliga. Der dystes i EA Sports Fifa 19, og turneringen er en del af The Official League Qualifying events i EA Ssports Fifa 19 Global Series, og klubberne vil være de samme, som man kender fra Superligaen.

Præmiepuljen, som fordeles mellem de otte klubber, der klarer sig bedst, er på 365.000 kr., hvilket gør det til den turnering i Danmark, der har den største præmiepulje nogensinde i en dansk Fifa-turnering.

- Vi er enormt stolte over endelig at kunne løfte sløret for eSuperliga. Flere af Superliga-klubberne har været i gang med esport et stykke tid, mens det for andre er ret nyt. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med Dreamhack, der har mange års international erfaring med afvikling af den her type turneringer. Vi ser frem til at levere et esport-produkt af høj kvalitet, som kan matche det, der leveres på grønsværen, siger direktør for Superligaen A/S, Claus Thomsen.