Ferie i Aqua for naturglade børn

Aktiviteter alle dage i ferien

SILKEBORG Årets efterårsferie i Aqua Akvarium & Dyrepark er dedikeret til alle børn, som elsker dyr og naturen. De kan høre om, at fisk har en »ballon« i maven, så de ikke synker til bunds. De kan også mærke, hvor tykhudet et vildsvin er, når det skal skæres ud i små stykker. Kødstykkerne skal gemmes inde i en hullet trækævle, som grævlingen skal have at spise.

Børnene kan være med i dyrepasserens arbejde, når dyrene i parken skal fodres. De kan også lære at snitte træfigurer foran bålet eller tage på bæverløb, hvor de lærer at tænke som en bæver. Hvis de løser alle posterne og finder frem til kodeordet, kommer de med i lodtrækningen om at fodre odderne senere samme dag.

Blandt aktiviteter kan også nævnes: vær med til at håndfodre fiskene i rørebassinet og lyt til den spændende fortælling om dagens dyr.

Alle aktiviteter er inkluderet i entréen.