Nu er det vedtaget: Jyske Bank afskaffer 1000-kroneseddel i kamp mod hvidvask

/ritzau/ 

I september tegnede der sig et politisk flertal for at fjerne den store pengeseddel. Nu gør Jyske Bank det.

KøBENHAVN Om et par måneder er det slut med at hæve 1000-kronesedler i Jyske Banks automater. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Teknikere er således i gang med at omkode bankens pengeautomater, så de ikke kan udbetale den store seddel længere. Det sker som et led i kampen mod hvidvask.

Kasserne i bankens afdelinger er allerede stoppet med at udlevere de store sedler. Pengesedlen kan dog stadig indbetales ved kasserne og i automaterne.

Ordførende direktør Anders Dam var en af de første på twitter til at fremføre, at banken ville droppe sedlerne. Den proces satte han i gang, og nu er det ved at blive virkelighed.

I september foreslog bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, at fjerne sedlen.

- Det er almindelig kendt, at de store sedler, hvad enten det er 500-eurosedlen eller 1000-kronesedlen, i høj grad bliver brugt i forbindelse med kriminalitet, forklarede Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, til Ritzau.

Både Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten var positivt stemt over forslaget.

Det kom i forbindelse med, at et politisk flertal foreslog at fjerne 500-eurosedlen i Danmark efter en advokatundersøgelse af en omfattende sag om hvidvask i Danske Banks estiske afdeling.

/ritzau/