Robotter og børneteater

Silkeborg Bibliotek har masser af aktiviteter på programmet i efterårsferien

SILKEBORG Der er cirkus, teater og robotter på programmet på Silkeborg Bibliotek i efterårsferien.

Allerede på lørdag lægger biblioteket ud med en turnering for skrammel-robotter, Hebocon, som er et japansk koncept, hvor mere eller mindre uduelige skrammel-robotter kæmper imod hinanden.

Både børn og voksne kan være med - børn under 10 år skal dog være sammen med en voksen.

Mandag og tirsdag er der Microbit Kode Camp for forældre og børn

Fablab Silkeborg og Silkeborg Bibliotek er gået sammen om at lave en legende og lærerig workshop, hvor børn og forældre i fællesskab skal arbejde med forskellige opgaver og lære at kode microbits. Der bliver stillet microbits til rådighed, og det er ikke et krav, at man har arbejdet med microbits før.

Mandag kan man i Makerspace deltage i højtlæsning og kodning for børnefamilierne. Det går ud på, at de små Ozobotter bliver klædt ud som Mimbo Jimbo. Samtidig bliver der læst højt af Mimbo Jimbo-historier.

Cirkusaben Knud
Onsdag kommer til cirkusaben Knud og musikklovnen Arne på besøg i Medborgerhuset.

Det er Mu-Cirkus, der kommer til byen med musikalsk underholdning, der bliver krydret med gøgl, trylleri, klovneri og skæg og ballade.

Lørdag 20. oktober kan man lave sin egen stopmotionfilm i Makerspace. Man kan lege filminstruktør for en dag, sætte scenen og gøre klar til filmoptagelser.

Inden efterårsferien er slut, kan man søndag 21. oktober opleve børneteaterforestillingen »Et ord er et ord« i Medborgerhuset.

I den humoristiske, tankevækkende og filosofiske forestilling om ord og ordenes kraft har butikken åben og med masser ord på lager.

Scenografien afslører en masse flotte kasser med ord, sorteret efter type. Vredekassen indeholder en masse vrede ord, og det lyder slet ikke rart, når den bliver åbnet. Til gengæld er kassen med frække ord ofte et hit for publikum. Ordene er sirligt sorteret så kunden kan få det helt rigtige ord, med mindre det altså er landet i den forkerte kasse.