Marcipanbrød og Köf på veteranbanen

VRADS/BRYRUP Veteranbanen Bryrup-Vrads inviterer igen i år til veterantræf i forbindelse med efterårsferien. Træffet finder sted søndag 14. oktober, hvor veteranbanen havde håbet at kunne præsentere banens drejeskive på Vrads Station. En drejeskive bruges til at vende lokomotiver.

Det har imidlertid taget længere tid end ventet at få drejeskiven klar til at blive vist i funktion, så den bliver ikke klar.

Det finder sted i såvel Bryrup som Vrads, hvor alle er velkomne til at vise veterankøretøjer og maskiner af alle slags frem. Eneste betingelse er, at køretøjerne er fra før 1982. Busser, lastvogne, varevogne og personbiler skal parkeres ved Vrads Station, mens knallerter, motorcykler og scootere kan parkere såvel ved stationen i Vrads som på Torvet i Bryrup.

I Vrads vil der være åbent i veteranbanens remise, værksted og vognhal og i restauranten på Vrads Station. Veteranbanen vil køre med nogle af de køretøjer, som ellers sjældent er på skinner. Ud over damplokomotivet, Triangel-motorvogne og skinnebusser, som ikke er noget særsyn på banen, bliver der på søndag også kørt med Köf og det såkaldte marcipanbrød.

I Bryrup bakkes arrangementet op af pensionistklubben, som serverer kaffe og kage i Kirkens Korshærs »Genbrugsen«. Der vil også være åbent i såvel Midtjyllands Kunstcenter som i Galleri Hermann.