Motorvej flytter kriminalitet til Silkeborg

Bedre infrastruktur såsom motorveje smitter af på kriminalitetsstatistik i Midt- og Vestjylland

SILKEBORG Risikoen for at få sit hus gennemrodet af indbrudstyve er faldet i den vestlige del af Midt- og Vestjyllands Politikreds. Silkeborg har derimod i større grad overtaget mængden af anmeldelser. Det skriver DR P4 Midtvest & Vest.

- Vi tror, infrastrukturen spiller ind. Når der bliver bygget bedre veje, som motorveje, så påvirker det kriminaliteten i opadgående retning, siger chefpolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, til DR P4 Midt & Vest.

Det er to år siden, at Silkeborgmotorvejen blev indviet. Det betyder, at man hurtigere kan komme til og fra byen, og det gælder selvfølgelig også de kriminelle.

- Der har været en tendens set over nogen tid, at kriminaliteten rykker lidt mod øst, siger Claus Hilborg.

Midt- og Vestjyllands Politi kan se i udviklingen af antal anmeldelser fra 2015 til 2018, at der i kommuner som Morsø, Lemvig og til dels Skive er en lavere risiko for at blive udsat for kriminalitet, hvorimod der er en større frekvens omkring Silkeborg, Viborg og til dels Holstebro og Herning.

- Det handler om urbanisering. Vi ser også andre steder, at når byerne vokser, er bagsiden af medaljen at kriminaliteten også vokser målt på antal indbyggere og husstande, siger chefpolitiinspektøren til DR P4 Midt & Vest.

Kriminaliteten i Midt- og Vestjylland er generelt faldende og er siden 2015 faldet med cirka 20 procent.