SIF-talenter med i to kampe mod Tyskland

Fodbold U17-holdet fra Silkeborg IF har gjort det strålende i denne sæson, hvor holdet ligger i toppen af ligaen, og to af spillerne gør sig også godt bemærket på landsholdsniveau.

Det er Frederik Carstensen og Oscar Fuglsang, der den seneste uge begge har været med det danske U17-landshold, der har spillet to testkampe på udebane mod Tyskland. De to unge SIF-talenter fik spilletid i begge kampe, der endte henholdsvis 1-1 og 2-1 til det tyske mandskab.

Oscar Fuglsang, der er kommet til SIF fra AGF, spillede hele den første kamp, mens han fik en halvleg i den anden.

Frederik Carstensen fik den første time i det første opgør, mens han kom ind i pausen i nederlaget mod tyskerne.

Den næste opgave for U17-landsholdet kommer allerede sidst på måneden, hvor de danske talenter spiller kvalifikation til U17-EM i Hobro, Viborg og Skive. Her er modstanderne Georgien, Estland og Rusland.