Tyvekoster stammede fra Struer

SILKEBORG De tre mænd, der natten til onsdag blev anholdt i Bios Gård med en pose tøj, og som havde vist mistænkelig interesse for herretøjsforretningen Mr. på Vestergade, er løsladt igen.

Men de tre mænd fra Aarhus på henholdsvis 23, 22 og 28 år havde ikke rent mel i posen.

Posen med tøj, der blev fundet ved deres bil i Bios Gård, viste sig at stamme fra et tyveri i Struer. Derudover havde de også værktøj, der stammede fra Struer.

Men Silkeborg Politi havde ikke grundlag nok til at fængsle mændene. De er dog fortsat sigtet for tyverierne.