Ny brand: Denne gang ved Østre Søbad i Silkeborg

Søren Nielsen 

Midtjysk Brand & Redning kørte fredag eftermiddag til en formentlig påsat brand ved Østre Søbad

SILKEBORG De lokale brandfolk har travlt for tiden.

Alarmen lød igen fredag eftermiddag og Midtjysk Brand & Redning kørte denne gang til et toilet på Østre Søbad ved Almindsø.

Her havde forbipasserende set røgudvikling fra et rum med toilet. De forbipasserende slog straks alarm.

Indsatsleder Rasmus Klüver Jensen oplyser, at der var ild i papir, som normalt bliver brugt til at tørre hænder i.

- Ilden var formentlig påsat. Vi fik hurtigt slukket branden, der ikke havde nået at få fat i andet end papiret, oplyser indsatslederen.

Det er anden gang i denne uge, at brandvæsnet må køre til et søbad.

Natten til torsdag udbrædte størstedelen af Vestre Søbad. Årsagen her var formentlig også en påsat brand i et omklædningsrum.

Midt- og Vestjyllands Politi sendte fredag eftermiddag hurtigt en patrulje til stedet.

Flere vidner blev også afhørt, men indtil videre er der ikke en opklaring i sagen.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, som kan have informationer i sagen. Branden er formentlig påsat, og det er selvfølgelig nærliggende at tro, at der er sammenhæng mellem de to brande, konstaterer vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet kan kontaktes på 114.