Drømmemål var ikke nok for SIF

Mathias Hove Andersen 

En kongekasse af Stephan Petersen rakte til et enkelt point, da SIF spillede topopgør i Viborg

FODBOLD Silkeborg IF fik et enkelt point med fra søndagens topopgør på Energi Viborg Arena, som sluttede 1-1 foran 4035 tilskuere.

SIF indtager derfor fjerdepladsen med 23 point. Samme antal har HB Køge og FC Fredericia, der ligger lige over SIF, mens Viborg har 26 point på førstepladsen.

Det var hjemmeholdet, der kom frem til de første store muligheder, og i to omgange måtte Peter Friis Jensen diske op med flotte redninger for at forhindre en Viborg-føring.

I stedet kunne gæsterne bringe sig foran i det 21. minut, hvor formstærke Stephan Petersen tog chancen fra distancen. Kantspilleren var langt fra Viborg-målet, men han ramte bolden helt perfekt, og kuglen strøg op i hjørnet, hvor den kyssede den ene stolpe og gik i nettet.

SIF var i fin kontrol efter scoringen, hvor Stephan Petersen misbrugte muligheden for at blive dobbelt målscorer, og Ronnie Schwartz fik også et pænt tilbud, der løb ud i sandet.

Viborg kom dog bedst ud til anden halvleg og satte SIF under pres. Det resulterede i en hurtig udligning fra George Fochive, og efterfølgende fik Nicklas Røjkjær muligheden for at sende Viborg foran, men Peter Friis Jensen leverede en kampafgørende redning.

Resten af kampen var en ganske lige affære uden de helt store chancer, og 1-1 var derfor et ganske fair resultat.