Frederik Lindhardt i kirkehøjskole i Linå

LINå / Sejs-Svejbæk Igen i år indbyder Linå og Sejs-Svejbæk kirker til »Højskole i Linå og Sejs-Svejbæk«.

Der lægges ud torsdag 1. november om aftenen i Linå Sognehus med foredraget »Lidt af far - Alzheimers« ved Frederik Lindhardt.

Frederik skriver om sit foredrag: »Dette er min, en søns, fortælling om livet sammen med min demenssyge far - tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt. Den handler om sorgen, frustrationerne og håbløsheden. Om minderne, humoren, nærheden og kærligheden. Ligesom den handler om, hvordan Alzheimers og demens udfordrer os og vores syn på selvstændighed, på værdighed, på fornuft. Kort sagt handler foredraget om, hvad Alzheimers gør ved mennesker. For man kan ikke undgå at lære noget om sig selv, om livet, når man bliver konfronteret med sygdom og død«.

Højskolen i Linå og Sejs-Svejbæk Kirker foregår på skift en gang i måneden i enten Linå eller Sejs-Svejbæk Kirke. Nogle af foredragene er aftenforedrag - andre foregår om eftermiddagen.

Foredragsrækken sluttes med af med en højskoleweekend 15. og 16. juni.

Den røde tråd i alle årets foredrag er livet på trods.