Røg i kulissen: Brandfolk kaldt til premieren på Skatteøen

Adam Haff 

Der blev lidt for meget røg i kulissen kort før tæppefald

SILKEBORG Alle sejl var sat til, da der lørdag var premiere på musicallen »Skatteøen« på Jysk Musikteater i Silkeborg.

Den rette stemning skulle skabes, og det indbefattede naturligvis en ordentlig omgang teaterrøg.

Og lidt for meget, for kort før klokken 19 fik det automatiske brandmeldesystem nok af røgen. Det meldte ganske enkelt om brand på musikteatret, og så rykkede Midtjysk Brand & Redning ud.

Det stod hurtigt klart, at det ikke brændte, fortæller indsatsleder Allan Riisberg.

Anlæg koblet fra
Da der på et teater skal kunne være røg og andre virkemidler, blev løsningen, at en del af det automatiske brandmeldesystem blev koblet ud for nogle timer.

Da forestillingen var vel overstået, blev de røg-følsomme sensorer koblet til igen.