Ung kvinde slog på betjent og blev anholdt

SILKEBORG En 19-årig kvinde fra Sorring blev 01.15 natten til lørdag anholdt i Nygade i Silkeborg. Den unge kvinde slog flere gange en politimand på armen. Slagene var ikke med fuld kraft, men alligevel langt over grænsen for det acceptable.

Betjentene forsøgte at få kvinden til at opføre sig ordentligt, men da hun ikke tog i mod den opfordring, blev hun anholdt.

Politiet oplyser, at det fik den 19-årige til at svine betjentene til. Kvinden medbragte knap halvanden gram amfetamin og en ulovlig foldekniv. Og så havde hun også en ampul med anabolske steroider.

Så byturen endte for hendes vedkommende med fire sigtelser for overtrædelse af blandt andet ordensbekendtgørelsen og lov om euforiserende stoffer.