Fitness-medarbejder tæsket af kunde

SILKEBORG En 38-årig mand, der arbejder i fitness-centret »Vores Fitness« på Godthåbsvej i Silkeborg fik ved 16-tiden mandag tæsk af en kunde.

Politiet oplyser, at det angiveligt var en tilsyneladende lille kontrovers, som førte til overfaldet.

Ifølge politiet bad medarbejderen en 46-årig kunde om at hænge nogle vægte på plads.

Af ukendte årsager løb det af sporet. For den 46-årige mand gav medarbejderen et knytnæveslag i hovedet, så han faldt om på gulvet. Liggende på gulvet blev han også sparket af den vrede kunde.

I sagens natur var det bagefter nemt at finde frem til den 46-årige mand. Han blev anholdt og sigtet for vold.

Politiet oplyste tirsdag ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen, eller hvad hans udlægning af sagen er.