Jyske Bank tilbyder ny betalingsløsning

Jakob Munk Schmidt 

Google Pay er kommet til Danmark, og de første 200 kunder har allerede tilmeldt sig via Jyske Bank

SILKEBORG Google Pay er lige kommet til Danmark, og Jyske Bank og Nordea tilbyder den digitale betalingsløsning som de første.

- Vi vil gerne være der, hvor vores kunder er - også når det gælder deres valg af mobile betalingsløsninger. Med Google Pay udvider vi paletten. Så kan hver enkelt kunde frit vælge den løsning, der passer kunden bedst, siger bankdirektør Peter Schleidt fra Jyske Bank.

Google Pay er en ekstra mulighed for kunderne på linje med de andre mobile betalingsløsninger. Og Google Pay har ifølge Jyske Bank været særligt efterspurgt.

- Flere har spurgt til Google Pay, der hidtil ikke har været tilgængelig i Danmark. Vi er glade for at være de første til at tilbyde løsningen, så snart det var muligt, siger Peter Schleidt.

Jyske Bank tilbyder løsningen til alle.

- Hvis du har din privatøkonomi i en anden bank, kan du selv oprette Google Pay online. Du opretter en konto i Jyske Bank, men behøver ikke flytte din øvrige økonomi med.

Banken fortæller om Google Pay, at det er en nem og sikker løsning, der bliver brugt i mange andre lande.

Med Google Pay giver man Google adgang til data om de betalinger, der gennemføres via Google Pay, men betalingsdata bruges ikke til at målrette annoncering.

- Det er helt og holdent kundens eget valg, om man vil bruge Google Pay og dermed give adgang til visse data. Vi stiller løsningen til rådighed, og når man opretter sig, gør vi tydeligt opmærksom på, at Google får adgang til data, fastslår Peter Schleidt.

Ordførende direktør Anders Dam skriver tirsdag morgen på Twitter, at de første 200 kunder har tilmeldt sig Google Pay i løbet af 50 minutter.

Google Pay er henvendt til telefoner med styresystemet Android. For Iphones-telefoner er den konkurrerende løsning Apple Pay aktuel. Den blev lanceret sidste år. Desuden har Mobilepay været i Danmark siden 2013.

Google Pay kan bruges alle steder, som accepterer kontaktløs betaling.

Hvis købet er på over 200 kroner, skal man låse telefonen op for at kunne betale.