Mr. BSV tager et år til i hjerteklubben

Michael Helligsø 

Bagspilleren Mads Ø. Nielsen har forlænget sin kontrakt frem til 2020

HåNDBOLD Mads Øris Nielsen er ikke klar til at stille håndboldskoene på hylden. Endnu.

Onsdag blev det officielt, at den rutinerede bagspiller har skrevet under på en ny et-årig aftale med Bjerringbro-Silkeborg, der nu har papir på ham frem til sommeren 2020.

- Det kan meget vel blive den sidste kontrakt for mit vedkommende, men det er ikke sikkert. Jeg tager et år ad gangen, så det er ikke noget, der er definitivt på nogen måde, siger Mads Øris Nielsen, der fylder 39, når hans nye kontrakt udløber.

Han nyder at være en del af BSV-holdet, der før aftenens hjemmekamp mod Århus topper ligaen.

- Vi har gang i noget rigtig godt, synes jeg, og vi er et hold, hvor mange af spillerne og profilerne har spillet sammen i en del år efterhånden. Det synes jeg også, man kan se på banen, hvor vi har rigtig mange ting, der sidder på rygraden, og vi spiller noget rigtig godt håndbold. Det kan man også se på resultaterne og stillingen lige p.t., siger han.

Mads Ø. Nielsen håber, at han kan nå at vinde en titel med BSV, inden han stopper karrieren.

- Jeg vil rigtig gerne have en titel med BSV, og det har jeg ikke fået endnu. Det håber jeg at opnå på et eller andet tidspunkt – DM og en pokaltitel. Det er klart, at det ville være prikken over i’et, og det, håber jeg, kan lade sig gøre. Det er realistisk i hvert fald, siger han.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen er glad for forlængelsen med bagspilleren.

- Både holdet og jeg er meget glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Mads, som på mange måder jo er ’Mister BSV’ med en plads i Hall of Fame og titlen som Most Valuable Player, siger Peter Bredsdorff-Larsen.