BSV i målrus i Jysk Arena

Peter A. Sørensen 

Anført af to gange Nikolaj vandt BSV kæmpe sejr og topper fortsat ligaen

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg kan fortsat kalde sig tophold i herrernes liga.

For onsdag aften fik Århus Håndbold i den grad ørerne i maskinen i Jysk Arena og tabte med de klare cifre 38-26.

BSVerne tog taktstokken fra første minut. Anført af de to landsholdspillere Nikolaj Markussen og Nikolaj Øris trak hjemmeholdet hurtigt fra. 9-5 og 13-7 viste måltavlen på hjemmebanen, og klasseforskellen var i det hele taget udtalt.

Efter 14 minutter i anden halvleg kom BSVerne foran med 10 mål med stillingen 28-18, og spænding blev der aldrig i opgøret, der endte med en sejr på 12 mål. Og den kunne lige så godt have været fire-fem mål større, hvis ikke BSVerne havde slappet af til sidst.

Med sejren topper BSVerne fortsat ligaen - nu med 17 point efter 10 kampe.