BSV bomber videre i Champions League

Michael Helligsø 

Førerholdet i pulje C slog også Besiktas, der blev sendt hjem med et klart nederlag

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg har for alvor sat kursen mod videre avancement i Champions League.

Søndag vandt klubben stensikkert med 34-27 over tyrkiske Besiktas, og dermed topper de danske sølvvindere pulje C med fem sejre i seks kampe.

1934 tilskuere så det målrige opgør, som hjemmeholdet satte sig på fra starten, og på intet tidspunkt fik gæsterne lov til at føre.

Midtvejs i første halvleg kom BSV anført af en storspillende Nikolaj Markussen, og selv om Besiktas fik reduceret til 10-8, sad man ikke med fornemmelsen af, at værterne ville få problemer med at vinde.

Ved pausen førte BSV 16-12, og grebet blev strammet yderligere i starten af anden halvleg.

Besiktas var ved knække, da BSV forvandlede 22-17 til 26-18, og det punkterede reelt spændingen i opgøret.

I anden halvleg var der også råd til at give international erfaring til U18-målmanden Oliver Larsen, og selv om BSVerne slækkede lidt på koncentrationen i det sidste kvarter, blev det endnu en fin dag på kontoret for Peter Bredsdorff-Larsens mandskab.

I sidste ende blev det til en sikker 34-27-sejr, og dermed ser det rigtig fornuftigt ud for BSV før de sidste fire kampe i puljespillet.

Sejren var den 11. i træk for BSV, der kunne se Nikolaj Markussen og Johan Hansen dele topscorerværdigheden med hver seks scoringer.