Azim satser på cyklerne

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

Azim Salehi har efter længere tids tilløb lejet sig ind i tidligere solarium, hvor han har åbnet cykelbutik

SILKEBORG - Jeg synes, der manglede en cykelforretning på Aarhusbakken. Jeg har gået og tænkt over det længe, og så var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at leje det her lokale.

Ordenen kommer fra Azim Salehi, der i øjeblikket er travlt beskæftiget med at istandsætte og reparere en rækker brugte cykler, der skal sælges fra hans nye butik på Silkeborgvej, der har fået navnet »Bakkens Cykler«.

Han bor selv på Aarhusbakken, og håber med butikken at kunne servicere en lang række om områdets beboere. Erfaringen har han fra branchen, men også i kraft af mange års arbejde med at hjælpe familie og venner med deres cykler.

- Jeg har mange familiemedlemmer i Silkeborg, konstaterer Azim Salehi og tilføjer.

- Jeg regner med at få mange reparationsopgaver. I hvert fald her i efteråret, hvor der jo ikke er så mange, der køber cykler. Det er mest til foråret, folk køber cykel, siger han.

Men er der brug for en cykel, har han et halvt hundrede stående i butikken. Her finder man traditionelle cykler til herrer og damer, børnecykler, mtb’ere og ryttercykler. Alle cykler er brugte og købt privat.

- Nogle cykler er i god stand, og kan sælges videre med det samme. Andre skal ordnes, og måske er der noget rust, der skal fjernes. Og så er der cykler, som jeg bruger til reservedele, siger Azim Salehi, der har indrettet et mindre værksted i en del af lejemålet.

Han vil i den kommende tid have butikken åben alle dage. Også søndag.

- Jeg har travlt med at få gjort en del af cyklerne klar til salg, og jeg skal også have indrettet mit værksted færdigt. Det kommer også til at ske i weekenden, og når jeg alligevel er her, kan jeg jo lige så godt have butikken åben, siger Azim Salehi.