»Smoke on the Water« i børnehøjde

THEM Kan man overhovedet spille rockmusik for børn?

Det vil vise sig, når T.N.T. på lørdag den 10. november kommer til Them og fyrer sit show af i Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus.

T.N.T. er et rigtigt rockband, der spiller rockmusik pakket ind i satire, fis og ballade.

Rockhistorien vil i showet udvikle sig, mens børnene ledes gennem forskellige elementer i rockmusikken og blandt andet lærer at lytte til hinanden og spille sammen.

De vil blive introduceret til forskellige instrumenters funktioner og muligheder og lære, hvordan man ser sej ud på en scene. Trommesolo og røgmaskine er en del af showet.

T.N.T. vil også invitere børn på scenen, hvor de mere eller mindre overtager bandmedlemmernes instrumenter for at spille med på numre som »Deep Purple« og »Smoke on the Water« og klappe, trampe og synge med på AC/DC’s »Thunderstruck«.

T.N.T’s medlemmer har deres daglige eller tidligere gang i sammenhænge som Mew, Mike Tramp, LOC, Zeppelin Experience og Karma Cowboys.

Det er Toftebjerg, der i samarbejde med Kulturstafetten, inviterer til rockshow for børn.