Godt nyt til bilhandlere: Flere nyregistrerede biler efter dyk i september

/ritzau/ 

Oven på en september, hvor bilkøberne holdt sig tilbage, er der igen fremgang i salget i oktober.

INDLAND Der blev nyregistreret 16.600 nye personbiler i oktober, hvilket er en pæn stigning sammenlignet med september året før.

Det skriver Danmarks Statistik.

- Det (oktobers tal, red.) er 13 procent flere end i september, hvor bilsalget var temmelig lavt i forbindelse med skiftet til et nyt system til måling af bilernes brændstofforbrug, skriver Danmarks Statistik.

Sammenligner man perioden august til oktober med sommerens salg fra maj til juli, så er bilsalget dykket med to procent ifølge Danmarks Statistik. Her er det specielt private, der holder igen, og har mindsket købet med 12 procent.

Generelt set er salget dog faldende og har været det siden starten af 2017, hvor der blev nyregistreret tæt ved 20.000 biler i måneden.

- Den samlede tilgang i oktober på 16.600 nye biler i faktiske tal ligger ti procent lavere end i oktober sidste år.

- Husholdningerne stod for 9800 biler, og det er 16 procent færre end i oktober 2017, skriver Danmarks Statistik.

/ritzau/