DN holder årsmøde efter travlt år
SILKEBORG Når Danmarks Naturfredningsforening i Silkeborg Kommune holder generalforsamling i aften, tirsdag 13. november, kan lokalkomiteen se tilbage på et travlt år.
Der venter derfor deltagerne en ganske omfattende beretning. Dels har foreningen arrangeret enkelte ture, men bestyrelsen, eller lokalkomiteen som det hedder i DN, har især haft travlt med at forholde sig til udbygningsplaner med boliger, erhverv, veje med videre, og dem er der rigtigt mange af i Silkeborg Kommune i disse år.
DN har ikke været enig med kommunen i alt og har blandt andet gjort indsigelser mod Nordskovvej og det planlagte byggeri ned mod Silkeborg Langsø ved Borgergade. Der er også gjort indsigelser i enkelte andre sager, men der er også masser af planer, der har været omkring lokalkomitéens bord uden at have givet anledning til bemærkninger.
Årsmødet holdes i Medborgerhuset på Bindslevs Plads.