Koldblodigt tyveri: Tyve stjæler jakker til 250.000 kr. midt i åbningstid

Søren Nielsen og Brian Holst 

Udlover dusør på 25.000 kroner. Laura Thomsen Luxury har været udsat for endnu et frækt tyveri, hvor tyve målrettet stjal dyre jakker til anslået 250.000 kroner

SILKEBORG Koldblodige tyve har igen været på besøg hos Laura Thomsen Luxury i Silkeborg, hvor 4-5 personer mandag klokken 11.34 gik ind i butikken og stjal Moncler-jakker for anslået 250.000 kroner.

Butikken har videoovervågning af episoden.

- Der fire gerningsmænd kommer ind i forretningen, hvor vores ekspedient spørger, om hun kan hjælpe med noget. Det afviser de. Derefter går ekspedienten tilbage til den kunde, hun er ved at ekspedere. Men hun kan godt se, at de har gang i noget mistænkeligt. Da de løber ud af døren med jakkerne, løber hun efter ud på gaden, hvor hun råber »stop, stop«. De råber nogle ufine gloser til hende og stikker af. Det lykkes for en mand på gaden at få én af jakkerne fra dem. Men de stikker af ad Søndergade, Nygade og videre til Mejerigården, hvor de angiveligt kører væk i en koksgrå Peugeot 208, fortæller medindehaver af forretningen, Henrik Mølbach Thomsen.

Han har sammen med sin kone, Laura Thomsen, valgt at offentliggøre overvågningsvideoen på firmaets Facebook-side.

Samtidig tilbyder han en dusør på 25.000 kroner til den eller de personer, der kan komme med oplysninger, som fører til at gerningsmændene bliver fanget.

Det er ikke første gang, at butikken er udsat for sådan et tyveri.

Det er heller ikke første gang, at Henrik Mølbach Thomsen offentliggør en video af tyve, der har været på besøg i butikken.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.