Håndbold-chok: Formand færdig i BSV
Peter A. SørensenStort drama i kulissen. Formand i Bjerringbro-Silkeborg forlader posten. Det sker midt under forhandlinger om skilsmisse mellem Silkeborg-Voel og BSV
HÅNDBOLD Bølgerne går højt i silkeborgensisk tophåndbold.
For nu har BSV-formand Kjeld Morsbøl valgt at trække sig med øjeblikkelig virkning.
Midtjylland Avis har talt med formanden, men han er tavs om årsagen.
- Jeg har ingen kommentarer til, hvorfor jeg trækker mig, siger Kjeld Morsbøl.
Midtjyllands Avis skrev lørdag i to større artikler, at Silkeborg-Voel og Bjerringbro-Silkeborg gennem flere måneder har forhandlet om en skilsmisse.
De forhandlinger så ud til at være på vej i mål - og det gør de stadig - men tilsyneladende er der sket en ny udvikling hen over weekenden, som har fået BSV-formanden til at sige stop. Han har selv forhandlet for BSV,
Kjeld Morsbøl siger ellers om sin afsked, der bliver effektueret tirsdag aften på generalforsamlingen i Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S:
- Jeg har nydt rejsen med BSV, såvel de mange timer i bestyrelseslokalet, kontakten med og til administrationen med Jesper Schou i spidsen, som turene til udlandet med drengene, »mandehørm i omklædningen« og hele det professionelle miljø, vi til stadighed forsøger at forbedre for at skabe endnu flere »oplevelser i særklasse«, lyder det fra den afgående formand, der slår fast, at han ser BSV som en magtfaktor i dansk håndbold i de næste mange år.