Officielt: BSV og Silkeborg-Voel skilles
Peter A. SørensenBSV skal have en helt ny bestyrelse, og der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling
HÅNDBOLD - Alt er godt.
Det er essensen i den pressemeddelelse, som Bjerringbro-Silkeborg tirsdag morgen har sendt ud i fællesskab med Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro FH.
Men budskabet er samtidig, at hele bestyrelsen skiftes ud, mens der allerede nu indkaldes til ekstraordinær generalforsamling inden seks-otte uger. Samtidig træder Silkeborg-Voel ud af fællesskabet.
- Det er lykkedes at blive enige om at slutte samarbejdet mellem Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro FH, som er de to moderklubber bag Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold. Et styrket BSV vil fremadrettet alene have Bjerringbro FH som moderklub, lyder det i meddelelsen, hvor man fastslår, at der skal være et forretningsmæssigt samarbejde i fremtiden mellem parterne.
Selvom Silkeborg-Voel ikke længere er en del af BSV, vil der også fortsat være et samarbejde om talentudviklingen på herresiden.
- Silkeborg-Voel KFUM er glade for at have været fundament for dannelsen af BSV. Vi ser nu fremad og håber på et fortsat godt samarbejde på talentudviklingen, og at lokale Silkeborg-drenge fortsat vil være at finde på BSV-holdet, udtaler formand for Silkeborg Voel KFUM, Rene Rosendahl Andersen.
»Tid til en ny konstruktion«
I pressemeddelelsen understreges det samtidig, at BSV stadig skal være hjemhørende i Silkeborg og Viborg, og at kampene fortsat spilles i Silkeborg.
BSVs fungerende formand, Søren Brixen, konstaterer:
- Vi er rigtig glade for, at det lykkedes at lave en aftalemodel, hvor alle tre parter ser positivt på fremtiden. Der er mange ting i håndboldverdenen, der har ændret sig de seneste 13 år, hvor BSV har eksisteret. Det har været et godt samarbejde, men nu er det tid til en ny konstruktion, som sikrer, at både herre- og dameelitehåndbolden kan udvikle sig positivt i de kommende år - både i Silkeborg og Viborg Kommune siger Søren Brixen.
BFH-formand Dennis Jensen siger i pressemeddelsen:
- Det er mit store håb, at vi om kort tid kan præsentere en ny bestyrelse, bestående af stærke profiler, der kan sørge for, at BSV for altid er et stort trækplaster for tophåndbold i Silkeborg. Det fortjener byen og området, siger Dennis Jensen.