Sydbyens juletræ tændes

SILKEBORG Sydbyens juletræ, der står på hjørnet af Vestre Allé og Solhøjsvej ved Mariehøj Kirke, har for alvor slået rod.

På søndag 2. december tændes træet for ottende gang.

Det sker efter familiegudstjenesten om eftermiddagen første søndag i advent.

Når juletræet er tændt, spiller FDF-orkesteret, og der vil der være mulighed for at købe blandt andet gløgg og æbleskiver, kaffe og kage i sognehuset.

Der vil ligeledes være en jule-salgsbod, fiskedam og et jule-lotteri med over 100 gevinster.

Overskuddet går til julehjælpen, menighedsplejen samt børn og unge i sognet.

Familiegudstjenesten er ved Jakob Nissen.