BSV videre i Champions League efter stort drama

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg måtte kæmpe hårdt for at spille sig videre i Europas fornemste klubturnering

HÅNDBOLD BSV spillede sig søndag aften videre i Champions League, da Sporting CP blev besejret med 29-28 foran 2112 tilskuere i Jysk Arena. Et enkelt point ville være nok til at sikre avancementet, men BSVerne snuppede altså begge point og vandt gruppen.

Værterne fik ellers en skidt start på kampen og kom bagud med 3-7 efter 11 minutters spil. Midtvejs i første halvleg var gæsternes forspring vokset til fem mål, men BSV arbejdede sig stille og roligt tilbage i opgøret, og flere gange blev den portugisiske føring bragt ned på et enkelt mål.

Den forløsende udligning kom efter 25 minutters spil, hvor velspillende Aljosa Rezar snuppede et straffekast, og i den anden ende slog Nikolaj Øris til med sin tredje scoring og udlignede således til 13-13. Ved pausen var det fortsat helt lige ved stillingen 16-16.

Drama til sidste sekund
Den første BSV-føring kom fem minutter inde i anden halvleg, hvor Nikolaj Markussen sendte hjemmeholdet på 18-17, men gæsterne svarede hurtigt igen og fik slået et nyt hul ved stillingen 18-20. BSV kom dog straks tilbage på omgangshøjde, og i den efterfølgende periode scorede de to hold på skift.

Kampen lå længe på vippen, og med et lille minut tilbage på uret var stillingen 28-28. BSV tog timeout 28 sekunder før tid, og det videre avancement blev sikret, da Nikolaj Markussen scorede til slutresultatet 29-28.

Sporting fik ikke afsluttet i det sidste angreb, og BSV vandt dermed puljen og kan se frem til playoffkampe mod polske Wisla Plock til foråret.