Foreninger kan komme gratis på kursus

Kenneth Husum 

SILKEBORG Silkeborg Kommune tilbyder gratis kurser til foreninger, der blandt andet skal få flere unge til at dyrke foreningslivet.

Hver dag bruger mange frivillige kræfter på at skabe et aktivt foreningsliv i Silkeborg Kommune. Det er baggrunden for, at kommunen vil gøre det mere attraktivt at være frivillig i foreningerne.

Det første gratis foreningskursus finder sted allerede i denne uge, hvor det handler om trivsel. Undersøgelser viser nemlig, at 3 ud af 10 børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra, fordi de trives dårligt i foreningen.

Til januar kan foreningsledere, frivillige og instruktører høre om, hvordan de kan være med til at gøre deres forening til en ungestærk forening.

Det er DGI Midtjylland, der kommer til at stå for indholdet på de to kurser.