Brand på Socialpsykiatrisk Bosted

Pia Egeberg og Benedikte Storgaard Clausen 

En person sendt til tjek på hospitalet efter brand på bosted mandag morgen

KJELLERUP Klokken 06.12 mandag morgen fik Midtjysk Brand & Redning melding om en brand på Socialpsykiatrisk Bosted på Vestergade 42 i Kjellerup.

- Det var ild i nogle møbler på et af værelserne. Blandt andet et bord og en stol. Så en af lejlighederne er både brandskadet og røgskadet, siger indsatsleder Allan Riisberg.

Lejligheden tilhører en 58-årig mand, som blev sendt til tjek på sygehuset.

- Der er ikke nogen, der er kommet til skade, men beboeren er for en sikkerheds skyld kørt til observation for røgforgiftning, siger Allan Riisberg.

Ifølge indsatslederen sov beboeren, da branden antændte. Det er uvist, hvad der startede flammerne, men det skal politiets teknikere nu undersøge.

Allan Riisberg uddeler stor ros til personalet på Socialpsykiatrisk Bosted, fordi de havde fokus på at få beboerne udenfor hurtigt samt på at tage imod brandvæsnet.

De tilstødende lejligheder blev ikke ramt direkte af branden, men blev også påvirket af den kraftige røg. Skadesservice vil i dag sørge for, at lejlighederne inden mandag aften er klar til beboerne igen.