Innovation Silkeborg finder din grønne ekspert

Jakob Munk Schmidt 

Silkeborgs innovationschef Morten Bierbaum brænder for grøn omstilling - også på det personlige plan

Allerede fra 2019 vil Innovation Silkeborg satse endnu hårdere på at bidrage til den grønne omstilling i virksomhederne og samfundet i øvrigt.

- Vi er byens forening for innovation og udvikling, og hele verden har et behov for, at man bevæger sig mod grøn omstilling. Det er nødvendigt, at alle gør noget, og derfor er det helt naturligt for os at kaste os ud i det. Grøn omstilling er en verdenstrend, og i Innovation Silkeborg omsætter vi trenden til lokal udvikling, siger Morten Bierbaum.

Også på det personlige plan brænder innovationschefen for emnet.

Allerede mens han læste statskundskab ved Aarhus Universitet, beskæftigede Morten Bierbaum sig med emner inden for bæredygtighed og miljø.

Dengang var et af hans udgangspunkter rapporten »Vores fælles fremtid«.

Rapporten fra 1987 er bedre kendt som Brundtland-rapporten efter Gro Harlem Brundtland, som var statsminister i Norge. Hun ledede FN-kommissionen, og med Brundtland-rapporten var det første gang, der blev sat fokus på global bæredygtighed.

Grønne eksperter
I dag 31 år senere handler det for Morten Bierbaum og kollegerne i Innovation Silkeborg om at hjælpe lokale virksomheder godt videre ad den grønne vej. Helt konkret sker indsatsen ved at etablere forbindelse mellem virksomheder og innovationseksperter inden for grøn omstilling.

- Udover de ydelser, vi i forvejen har med netværk og kurser, oplever vi, at virksomhederne i stigende grad har individuelle behov og ønsker. Og qua de ting, som vi brænder for i Innovation Silkeborg, har vi i forvejen kontakt til en række eksperter inden for innovation - eksperter fra hele landet, siger Morten Bierbaum.

I den forbindelse vil Innovation Silkeborg i højere grad i fremtiden stå for de rette match mellem virksomhed og eksperter inden for grøn omstilling.

- Vores ønske er at koble behov og løsninger sammen. Behovene er forskellige. Nogle virksomheder vil gerne opnå en mindre udledning af CO2 eller forbrug af plastic. Andre virksomheder ønsker at udvikle grønne produkter til deres kunder. Begge steder kan innovationseksperter bringe viden ind om eksempelvis processer og erfaringer på de forskellige områder, siger Morten Bierbaum.

Forskellige behov
Også på en række andre felter end grøn omstilling er Innovation Silkeborg leveringsdygtig i kontaktformidling til eksperter. Fordelene for Innovation Silkeborg-medlemmerne er, at de slipper for selv at gøre arbejdet med at spore sig ind på den rette ekspert.

Derudover har den lokale innovationsforening adgang til de bedste innovationseksperter i landet, og sidst men ikke mindst, påpeger Morten Bierbaum, kan Innovation Silkeborg ofte opnå en bedre pris sammenlignet med, hvis virksomheden selv indgår aftale med innovationskonsulenten.