Jubel i Jysk Arena: BSV er klar til Final4

Michael Helligsø 

BSV er blandt de sidste fire hold i pokalturneringen efter suveræn sejr over GOG

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg er klar til Final4 i pokalturneringen Santander Cup.

Det blev onsdag aften en realitet, da klubben foran 2114 tilskuere i en sortklædt Jysk Arena vandt kvartfinalen over GOG med 35-30.

Sejren betyder, at BSV i midten af marts skal kæmpe om pokaltitlen mod Århus, Aalborg og Skanderborg, der også er klar til finalestævnet i Boxen.

Dermed var der revanche til BSV for lørdagens liganederlag til GOG, og i det hele taget fik et stærkt spillende hjemmehold vendt den kedelige stime, der inden opgøret lød på fire liganederlag i træk.

Som kampen skred frem, var der intet at udsætte på BSV sejr.

Godt nok fulgtes de to hold pænt ad i de første 20 minutter, men mod slutningen af første halvleg fik BSV styr på fynboerne, der pludselig havde sværere ved at score.

Stillingen 10-11 blev forvandlet til 16-13, inden GOG fik reduceret en enkelt gang inden pausen til 16-14.

I anden halvleg fik værterne hurtigt skabt et hul, så forspringet flere gange var oppe på fem mål.

Med 13 minutter igen var GOG ved at skabe fornyet spænding ved stillingen 25-22, men tre hurtige BSV-scoringer fik roen tilbage i maven hos hjemmeholdets fans.

De kunne blandt andet nyde et par fine erobringer fra Sebastian Skube, der selv scorede på kontra, og derfra så værterne sig ikke tilbage.

Til sidst endte kampen 35-30 på en aften, hvor BSV endelig viste klassen igen efter flere sløje præstationer på det seneste.

Topscorer blev en meget træfsikker Johan Hansen med otte mål. Nikolaj Markussen og Sebastian Skube også var toneangivende, mens Kasper Larsen gjorde en forskel i målet med flere gode redninger.