Tre stikkontakter brød ud i flammer

Jesper Rosenquist 

Midtjysk Brand & Redning måtte tre gange rykke ud til ild i stikkontakter i løbet af julen

SILKEBORG Det blev en fredelig jul for Midtjysk Brand & Redning, men brandvæsenet måtte dog hele tre gange rykke ud til ild i stikkontakter.

23. december rykkede brandvæsnet ud til røg i køkkenet på en adresse på Bjørnestræde i Virklund klokken 16.55.

Der var opstået flammer bag ovnen i køkkenet, men ilden bredte sig heldigvis ikke.

Brandfolkene kunne nøjes med at trække ovnen væk fra væggen og tage stikket ud.

Ifølge indsatslederen kan forklaringen være en kortslutning.

Ild blev hurtigt slukket
25. december var den gal igen først på Dalvejen i Silkeborg, hvor der ved middagstid opstod ild i en stikkontakt i loftet på en villa.

Ved 16-tiden opstod der ild i en stikkontakt i et køkken på Engsvinget 8 i Silkeborg.

I begge tilfælde blev ilden hurtig slukket.