Stjålet lastbil sat i brand i skov ved Silkeborg
Bjarne GregersenLastbil-trækker var overtændt, da brandfolkene nåede frem
THEM Det var brandfolkene på Midtjysk Brand og Rednings station i Them, der var først fremme, da der sent i aftes kort før klokken 23 var udbrudt brand i en lastbil, der holdt på en bred skovsti i Skærbæk Plantage mellem Them og Vrads.
Fra stationen i Silkeborg kom der samtidig tankvognsassistance til, men trods den hurtige udrykning stod lastvognen, der var en lastvognstrækker af mærket Scania, ikke til at redde.
- Den var allerede overtændt fra start, så den nåede at blive totalt skadet af branden. Men selvom den stod parkeret inde på en skovsti, var der heldigvis ikke gået ild i bevoksningen, siger indsatsleder Anders Simonsen.
Der var ingen personer ved køretøjet, og det skal nu nærmere undersøges, om der er tale om en påsat brand.
Umiddelbart efter branden fik politiet kontakt til lastbilens ejer, der er hjemhørende i Fredericia. Ejeren kunne så fortælle, at lastbilen var stjålet, hvilket han først var blevet opmærksom på, da politiet kontaktede ham.