Flere fik bøder og klip i kørekortet ved lokale skoler

Adam Haff 

Færdselskampagnen ved skolerne viser dog, at der er stor forskel på, hvor godt forældre og børn gebærder sig i trafikken

SILKEBORG Politiets indsats ved skolerne viste tirsdag morgen, at det står rigtigt godt til nogen steder i kommunen og knapt så godt til andre steder.

Det positive først: Et meget stort antal cyklister blev kontrolleret ved handelsskolen i Silkeborg. Her blev det kun til tre påtaler for manglende cykellys.

Ved gymnasiet og ungdomsskolen blev scootere kontrolleret, blandt andet på rullefelt for at måle køretøjernes hastighed. Her fandt politiet ingen problemer.

Ved Bryrup Skole blev 150 cyklister og 20 bilister kontrolleret.

Blot en cyklist manglede en baglygte, og en enkelt bilist fik en bøde og et klip for ikke at have spændt sit barn korrekt fast i bilen.

I den lidt tungere ende var resultatet fra Fårvang Skole.

Af 72 cyklister fik de 9 påtaler for ikke at have cykellyset i orden, mens en af cirka 70 bilister fik en bøde og et klip for ikke at bruge sikkerhedsselen.

Ved friskolen i Lemming fik to bilister klip og bøde for ikke at have børnene korrekt fastspændt i bilen.

Og på Gjessø Skole fik en af 20 bilister også et hak i tuden for samme forseelse. En enkelt cyklist havde mangelfuldt lys på cyklen.