Kæmpe kø på Viborgvej: Lastbil tabte hjul

En lastbil tabte et hjul på Viborgvej. Det betød kilometerlang kø

RESDAL Mange hundrede bilister måtte i går eftermiddag holde i kø på Viborgvej.

Forklaringen var en lastbil med anhænger, der under kørslen tabte et hjul ved Resdal. Det betød, at en container faldt ned på vejbanen. Uheldet skete i retning mod Kjellerup.

Lastbilen kørte med containere læsset med bøgeflis på både forvogn og anhænger.

Uheldet skete på stort set det værst tænkelige tidspunkt på dagen - umiddelbart inden myldretiden satte ind ved 15-tiden. Der opstod lynhurtigt en flere kilometerlang kø syd for uheldsstedet. Bilisterne kunne dog køre langsomt forbi.

To vogne fra Dansk Autohjælp samt en skiltevogn blev tilkaldt, og med lokale landmænds traktorhjælp, lykkedes det at bjerge den fyldte container, selvom den ekstremt tætte trafik på Viborgvej gjorde, at bjergningsmandskabet skulle arbejde yderst forsigtigt.

Det nordgående spor mod Viborg blev først ryddet helt klokken 18.05, og hele hændelsesforløbet varede i alt næsten 4 timer.

holst