Politiet stoppede tyveritogt i Silkeborg

Adam Haff 

Tre mænd anholdt efter timers kriminelt raid, der begyndte i Engesvang

SILKEBORG Med pågribelsen af tre mænd, fik politiet onsdag aften sat en stopper for et kriminelt raid, der begyndte fire timer tidligere foran Brugsen i Jernbanegade i Engesvang. Her efterlod en mand klokken 16 sin sølvgrå Renault Traffic med nøglerne siddende i tændingslåsen.

Bilen blev stjålet, men klokken 18 dukkede den igen op på politiets radar. Gerningsmændene tankede godt 48 liter dieselolie på Shell-tanken i Hammerum ved Ikast, hvorefter de stak af fra regningen på 440 kroner.

19.30 dukkede bilen op igen. Denne gang ved et indbrudsforsøg i virksomheden BSV på Thrigesvej i Silkeborg. Gerningsmændene bakkede tre gange bilen ind i en indgangsdør, uden at det lykkedes med indbrudsforsøget. Politiet forsøgte at indkredse bilen og 20 minutter senere spottede en patrulje vognen på Ansvej. Politiet satte efter bilen, og den blev bragt til standsning på Grøndalsvej, der en sidevej til Borgergade.

En stribe sigtelser
Tre mænd, en 38-årig mand fra Ikast, samt to mænd på 48 år og 55 år, begge fra Bording, blev alle anholdt.

De sigtes nu for en stribe forbrydelser. Den 48-årige fører af bilen blev sigtet for at spiritus- og narkokørsel. Han blev også sigtet for at køre bil i frakendelsestiden og for at have et gram hash og en ulovlig kniv.

Mændene blev også sigtet for biltyveriet, indbrudsforsøget, dieseltyveriet og for samme dag at have stjålet et sæt nummerplader fra en bil, der holdt ved 3Fs kursuscenter på Vestre Ringvej.

Den 38-årige mand blev desuden sigtet for at have en ulovlig kniv på sig.

Mændene sad til afhøring, indtil de lidt over midnat til torsdag blev løsladt til et senere retsligt efterspil.