52-årig forsvundet: Har du set Torben?
Sanne Helene HøjbjergSydøstjyllands Politi leder efter Torben Helleskov Morgenstern - blandt andet ved Slåensø og Himmelbjerget
SILKEBORG 52-årige Torben Helleskov Morgenstern har ikke givet lyd fra sig siden i søndags, hvor han forlod sit hjem i nedtrykt sindstilstand.
Sydøstjyllands Politi ledte efter ham tirsdag frem til midnat, og de fortsætter med at lede, når det bliver lyst i dag, onsdag. Blandt andet med hundepatruljer i Silkeborg-området. Eftersøgningen kredser nemlig især om området sydøst for Silkeborg ved blandt andet Himmelbjerget og Slåensø.
- Vi har desværre ikke fundet ham endnu. Vi arbejder med en teori om, at han kunne være på Silkeborg-egnen, da han ifølge familien har en særlig tilknytning til området omkring Silkeborg, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Ole Vanghøj.
Torben Helleskov Morgenstern kommer ellers fra Vonge ved Vejle.
- Det bedste spor vi har lige nu, er den bil han kørte i. Så har man set den, så kontakt os med det samme. Det samme gælder også, hvis man ser en mand med samme signalement som Torben, siger Ole Vanghøj.
52-årige Torben Helleskov Morgenstern beskrives som værende 175 til 185 centimeter høj og kraftig af bygning. Han har kort, mellemblondt hår, og han er formentligt iført sort tøj og en sort hue.
Han er kørende i en sølvgrå VW Golf med registreringsnummer DW 57 878.
Sydøstjyllands Politi håber fortsat på hjælp fra offentligheden, og særligt borgere i Silkeborg- og Skanderborg-området opfordres til at være ekstra opmærksomme - også om bilen holder på en parkeringsplads eller i vejkanten et sted.
Har du oplysninger i sagen, hører Sydøstjyllands Politi meget gerne fra dig på tlf. 114.