Iværksættere drømmer om gågadebutik

Peter Bruvik-Hansen 

Malene Andreassen og hendes storesøster Kathrine Pasalic har etableret »Mamalux«, der forhandler smart og moderigtigt vente- og ammetøj

FUNDER Det ligger næsten i navnet. Mamalux. Mor og luksus.

Det er da også forkælelse og moderigtigt beklædning til den vordende og nybagte mor, der er rammen for Mamalux, der har adresse på Funder Bygade 2.

Her bor 29-årige Malene Andreassen sammen med sin familie, og mens familielivet primært leves i stueetagen, folder Mamalux sig ud i underetagen. Her findes vente- og ammetøj, lækkert lingeri og tasker, der dels sælges fra det kombinerede showroom og butik, dels når frem til de nybagte og kommende mødre via netsalg.

Luksus til mor
- Vores motto er luksus til mor, før under og efter graviditeten, siger Malene Andreassen, der oprindeligt er udlært hos Normann Fisker i det daværende Imerco Bojesen på Vestergade, men senest har været ansat som butikschef i en butik i Randers.

Storesøster Kathrine Pacalic er uddannet social- og sundhedsassistent, men arbejder i øjeblikket i psykiatrien.

- Så det her er noget helt andet, siger Kathrine Pacalic og tilføjer.

- Vi har længe talt om, at vi godt ville skabe noget sammen. Vi fandt ud af, at der ikke var noget tilsvarende i Silkeborg, og så valgte vi at prøve at blive iværksættere.

Drømmer om gågadebutik
Indtil videre er det under mindre og beskedne forhold, men de to søstre lægger ikke skjul på, at Mamalux gerne skulle udvikle sig.

- Vi drømmer om at vokse ud af vores lokaler og etablere en butik i Silkeborg midtby. Og det skal nok lykkes, siger Malene Andreassen