Parkeret kommune-bil brød pludselig i brand på Læssøgade
SILKEBORG En kommunal medarbejder fik sig noget af en overraskelse, da hans arbejdsbil, en ladvogn fra Silkeborg Kommunes Entreprenørafdeling, tirsdag pludselig brød i brand på Læssøgade i Silkeborg.
Brand & Redning blev alarmeret klokken 16.55. Det lykkedes brandfolkene at slukke branden hurtigt. Og dermed bredte den sig ikke til de omkringliggende huse på gaden. Ingen kom til skade.
Branden brød ud i instrumentbrættet, og det gav flammer inde i bilkabinen.
Vognen havde holdt stille i omkring to en halv time, før branden brød ud.
Brandindsatsleder Lasse Magnussen har ingen forklaring på, hvorfor ladvognen pludselig begyndte at brænde:
- Det er svært at sige. Det kan have været en kortslutning, men det er bare et gæt, siger han.
Selv om vognen ikke udbrændte, vurderer indsatslederen, at den vil blive erklæret for totalskadet. haff