Buschauffør truet af passager: Jeg dolker dig næste gang

Adam Haff 

63-årig chauffør blev i Silkeborg truet af ung mand, som ikke havde billet til bussen

SILKEBORG Det blev alt andet end en normal dag, da en 63-årig buschauffør passede sit arbejde på busrute 158.

Klokken 8 i torsdags steg en ung mand på bussen ved Nørrevænget i Silkeborg. Passageren havde ikke en gyldig billet til bussen og kunne åbenbart ikke betale for turen, så chaufføren bad den unge mand stige af.

Det blev han så rasende over, at han, da han var steget af, afleverede følgende svada: - Jeg dolker dig næste gang, jeg ser dig.

Herefter skete der ikke mere. Buschaufføren kørte videre, og først et døgn senere blev sagen anmeldt til politiet.

Den truende passager skulle være cirka 18-20 år, omkring 180 centimeter høj, »ikke-dansk« af udseende og med mellemlangt, sort hår.

Han bar på gerningstidspunktet blandt andet en mørk jakke. Politiet har rekvireret bussens videoovervågning. Hvis man har oplysninger i sagen vil politiet gerne have besked på telefon 114.