Ældre mand snydt af tricktyv på gågaden

En ældre mand fra Silkeborg blev mandag eftermiddag offer for tricktyveri og blev franarret 5500 kroner

Silkeborg På Vestergade i Silkeborg blev en 89-årig mand mandag klokken 14 udsat for tricktyveri. Den 89-årige blev spurgt af en anden mand, om han kunne veksle 20 kroner til småpenge, som skulle bruges til parkering.

Da den 89-årige senere skulle betale for varer i byen, opdagede han, at han var blevet taget ved næsen.

Der manglede nemlig 5500 kroner fra pungen.

Gerningsmanden beskrives som en mand omkring 50 år, 170 centimeter høj, kraftig af bygning, brun i huden og med kort sort hår, der har lidt grå stænk i. Han var iført brunt tøj i gerningsøjeblikket.

Politiet opfordrer til at udvise forsigtighed, når man kontaktes af folk på den måde.