32-årig risikerer fængselsstraf: Hånede politibetjente

SILKEBORG En 32-årig mand følte 00.35 natten til lørdag trang til at råbe efter nogle politifolk, der passerede manden på Hostrupsgade i Silkeborg.

Det verbale overfald var ifølge lokalpolitiet umotiveret, og manden fik en sigtelse på halsen.

Politipatruljen vurderede, at sagen var så grov, at den 32-årige ikke blot skulle sigtes efter ordensbekendtgørelsen, men efter straffelovens paragraf 121, der handler om fornærmelig eller hånende tiltale af folk i offentlig tjeneste. Det straffes med bøder og i yderste konsekvens et års fængsel.