Spøjst tyveri fra møbelhus

SILKEBORG Ved et indbrud sent torsdag i møbelhuset My Home på Håndværkervej i Silkeborg var udbyttet lidt usædvanligt.

Tyvene stjal nemlig ikke møbler, men fire dyrehoveder.

Af politiets døgnrapport fremgår der ikke nærmere om hovederne. Og altså heller ikke, om de skulle stamme fra dyr, eller eventuelt være dekorationer i kunstmaterialer.

Tyvene brød klokken 23.27 en indgangsdør op, og det satte tyverialarmen i gang. De var blandt andet rundt i nogle personalerum, og de slap væk, inden politiet nåede frem til møbelhuset.