Officielt: Landsholdsspiller på plads i Voel

Peter A. Sørensen 

Målvogter har tegnet en et-årig kontrakt

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel KFUMs ligakvinder henter markant forstærkning til den kommende sæson.

Den svenske landsholdskeeper Filippa Idéhn har tegnet en et-årig kontrakt med klubben. Hun skifter til klubben fra franske Brest Bretagne, hvor hun kom til fra Team Esbjerg.

Den 28-årige målmand kommer med en stor international erfaring i rygsækken. Gennem karrieren er det blevet 80 Champions League-kampe og 105 landskampe for det svenske A-landshold.

Direktør Mikael Bak er glad for tilgangen.

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at skrive kontrakt med så stor en kapacitet som Filippa Idéhn. Her har vi med en målmand at gøre, der igennem flere sæsoner har været blandt de bedste i international håndbold, siger direktøren.

Filippa Idéhn er også begejstret for at have skrevet kontrakt med Silkeborg-Voel:

- Fra min tid i dansk håndbold har jeg et rigtig fint indtryk til Silkeborg-Voel, som har en spillestil, jeg gerne vil være en del af. Klubbens ambitioner om at bevæge sig længere op i den danske liga er ligeledes noget, der tiltaler mig, og forhåbentlig kan jeg og holdet tage et skridt i den retning i næste sæson, siger hun.