Tidligere SIFer stopper som sportschef i Kjellerup IF

Peter A. Sørensen 

Kjellerup IF får midlertidig sportschef i foråret

FODBOLD På lørdag indleder Kjellerup IF det vigtige forår, hvor jagten på overlevelse i 2. division er uhyre vigtig, men det bliver uden sportschef Brian Pedersen ved roret.

Den tidligere SIFer er stoppet på posten, fordi han har fået tilbudt en ny stilling hos sin arbejdsgiver Jyske Bank.

- Jeg har fået en stor mulighed i Jyske Bank, og den kan jeg ikke sige nej tak til, lyder det fra Brian Pedersen, inden han slår fast:

- Jeg har været rigtig glad for min tid som sportschef i klubben. Vi har gang i en positiv udvikling, hvor vi vil forsøge at tage de næste skridt som er nødvendige, for at vi som klub kan bevare et hold i 2. division på den lange bane. Det er et spændende stykke arbejde som ligger foran os, og som jeg gerne ville have stået i spidsen for, siger Brian Pedersen.

Han forlader ikke helt Kjellerup IF. Den nu tidligere sportschef fortsætter i klubbens eliteudvalg.

- Jeg vil rigtig gerne forsætte tilknytningen til Kjellerup IF. Det er et godt sted at være, hvor alle frivillige er med at yde en kæmpe indsats, så jeg er glad for at kunne forsætte mit arbejde i eliteudvalget, siger Brian Pedersen.

I stedet har Kjellerup IF ansat en midlertidig sportschef. Det er Ole Pagh Madsen, der har været med i eliteudvalget igennem det sidste år og været en del af det sportslige udvalg sammen med Lars Daugaard og Brian Pedersen.

Ole Pagh Madsen vil frem til sommerferien være sportschef, men herefter vil klubben kigge efter en permanent løsning.